Stevns Fyrcenter

 
Luftbillede af Stevns Fyr
 

Stevns Fyr som besøgscenter

 
Stevns Fyrcenter er i perioden fra 1. maj 2012 åbent på alle hverdage 11.00 – 15.00.
Lørdag (frem til 1.september) og søndag er der åbent fra 12.00 – 15.00.

Fyret er ligeledes åbent Store Bededag, Kr. Himmelfart og 2. Pinsedag.

I perioden fra efter efterårsferien og frem til påske, alle hverdage fra 11.00 – 15.00 og den første søndag i hver måned fra 12.00 – 15.00. Lørdag lukket.

På hverdage er det kommunale medarbejdere, der byder velkommen og på søndage er det frivillige vagter, der tager imod.

Der sælges ikke billetter, men ved fyrets trappe er opsat en mælkejunge, hvor der kan erlægges en entre på 10 kr.

Kikkert kan lånes og medbringes i fyret.

Adressen er:
Stevns Fyr
Fyrvej 2, Tommestrup
4660 Store Heddinge

 

Lidt om fyrets historie

Stevns gamle fyr
Stevns gamle fyr er opført i 1816-18 med P. de Løwenørn som arkitekt.

Fyret er bygget op som en lille halvrund bygning på gavlen af fyrmesterboligen. Stevns Klints højde betyder, at fyret kunne ses over store afstande.
 
Bygningen blev udstyret med et roterende spejlfyr, som på det tidspunkt var den mest avancerede lampeteknik i Europa. Fyret var et blusfyr, hvor kul blev afbrændt i store jerngryder.
 
Stevns Fyr

Det 27 meter høje Stevns fyr blev opført som afløser for det gamle fyr i 1878. Det runde fyrtårn er opført i kridtsten fra Stevns Klint. Tårnet blev udstyret med et roterende linsefyr, drevet af et urværk med lodder.

Som i alle andre fyr blev urværket i løbet af 1900-tallet erstattet af en elmotor, men urværket findes dog stadig i tårnet og anvendes som reserve.

Fyret er i dag fjernstyret og blinker med ét langt blink hvert 25. sekund. Begge fyrtårne er fredede.

 
 

Fyret på offentlige hænder

 
Den 30. juni 2009 blev Stevns Fyr overdraget fra Farvandsdirektoratet til Skov- og Naturstyrelsen, som igen har lejet selve fyret og den såkaldte Fyrmesterbolig ud til Stevns Kommune.

I samarbejdsaftalen mellem Skov- og Naturstyrelsen og Stevns Kommune står der, at der skal nedsættes en brugergruppe, som har til opgave at rådgive de to parter med hensyn til udvikling af Stevns Fyrcenter.

Den rådgivende brugergruppe består af en repræsentant fra Skov- og Naturstyrelsen, Stevns Fyrforening, Østsjællands Museum, Danmark Naturfredningsforening, Kulturelt Samråd Stevns og Stevns Kommune, som er repræsenteret med en repræsentant fra henholdsvis Miljø, Sundhed og Kultur. Den daglige kontakt og administration ligger hos Kultur Stevns Kommune.

Den såkaldte Fyrmesterbolig, som reelt var bolig for assistenten og tjenestepigerne, er blevet renoveret og der er nu offentlig adgang.

En væsentlig opgave for Stevns Fyrcenter er at formidle stedets historie. Med støtte fra de såkaldte LAG midler, har Østsjællands Museum udarbejdet en udstilling, der ud over fyrets historie også fortæller om naturen og klintens geologi.

I to tilstødende lokaler vil der blive præsenteret skiftende udstillinger af kunst m.m.

Pr. 1. februar 2011 blev Farvandsvæsenets Kystudkig nedlagt og det er i dag muligt at komme helt frem til klintekanten og se den flotte udsigt.

Som nabo til Stevns Fyr ligger et stort areal, som tidligere rummede Eskadrille 543. Et militært område, som har været lukket for offentligheden.

Efter at militæret forlod stedet har det været ejet af en kristen menighed, men pr. 1. januar 2011 er det Stevns Kommune, der ejer det.

I foråret 2011 har der været inviteret til åbent hus for alle borgere, for at indhente ønsker og forslag til, hvad området og de eksisterende bygninger kan anvendes til. De mange indkomne forslag bliver nu gennemgået og det politiske udvalg for Natur, Fritid og Kultur vil udarbejde et endeligt forslag til en samlet plan for både Stevns Fyr og Eskadrille 543.

 

Lyst til at blive Fyrvagt?

 
Kunne du være interesseret i at blive Fyrvagt, eller har du spørgsmål, så kontakt Kulturkonsulent Carsten Grønholt-Pedersen på 56 57 50 54 eller cargro@stevns.dk



Siden er oprettet 27.11.2009 · Sidst redigeret 09.05.2012.

Kontakt:

Carsten Grønholt-Pedersen
Kulturkonsulent
Tlf.: 56 57 50 54
cargro@stevns.dk