Selvværd og selvtillid
De 2 begreber bruges ofte i flæng og som en fællesbetegnelse. Der er dog en verden til forskel.
Du kan nemlig sagtens være i besiddelse af en pæn portion selvtillid, fordi du ved, at du er god til dit arbejde, en sport, en hobby eller en given opgave m.m. Lidt firkantet sagt - selvtilliden er din facade udadtil.
Men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med et højt selvværd. For hvad tænker du egentlig om dig selv - hvilken værdi tillægger du dig selv som menneske? Føler du dig værdsat af andre? Eller er du "for tyk", "for grim", "for dum", ikke "god nok" eller bare "kedelig"?
Vi mennesker er rigtig dygtige til at slå os selv oven i hovedet med de mest negative tanker. Tanker vi har samlet op undervejs i vores liv i forhold til forældre, skole, venner, kærester, arbejde m.m.
Så kort sagt betyder det, at uden selvværd er en ellers god selvtillid i længden ilde stedt.